Anmeldelse af Ecco Biom Hybrid
Golfskoen har historisk set været en “dress-shoe” med spikes, hvilket jeg aldrig rigtig har forstået.
Nuvel – den klassiske golfsko passer fint til et par bukser med pressefolder, men nogen optimal løsning er den næppe.
Mit største anke mod den traditionelle golfsko er primært komforten. Af de mange modeller jeg gennem årene har prøvet, har en fællesnævner været en smal forfod og en manglende fleksibilitet i sålen, hvilket har medført trætte fødder og irritation sidst på runden.
Enkelte af disse sko har fremkaldt samme fornemmelse som en skistøvle gør på en skiferie. Den er okay at have på, men når dagen er omme kan man ikke få støvlen hurtigt nok af fødderne.
Stor var min interesse således, da strømpeløse Fred Couples i 2010 troppede op til Masters iført den nu famøse Ecco Street sko. Denne sko var på mange måder banebrydende, idet den ikke havde traditionelle spikes, men i stedet en sål med gummidupper.

Stilen var tilbagelænet og uformel og Ecco Street blev særdeles vel modtaget i USA og resten af verden. Faktisk var Ecco Street så populære, at de en overgang var udsolgt i mere end 3 måneder og eksemplarer af skoen på Ebay gik for langt over den vejledende udsalgspris.
Et par år er nu gået og Ecco har netop lanceret en opdateret udgave af Ecco Street men også et alternativ ved navn Ecco Biom Hybrid. Jeg har fået mulighed for, at kigge lidt nærmere på sidstnævnte.


Første indtryk er virkelig godt. Skoen er super let og kvaliteten virker til at være god.
Specielt Yak-læderet som overdelen er lavet af virker utrolig blødt og behageligt.

Et enkelt kritikpunkt angående læderet er dog, at det kan være svært at holde rent og skoen mister derfor relativt hurtigt sit helt clean look.
Der findes dog en speciel Ecco skum shampoo som man med fordel kan bruge til at vaske skoene med, men jeg har desværre ingen praktisk erfaring med denne.

I reklamen for Ecco Biom Hybrid siger Stuart Appleby, at skoen er som at have en tyk golfhandske på foden og jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret.
En anden pointe som bliver nævnt i reklamen er, at man i denne Ecco sko er tæt på jorden hvilket jeg også synes, at man mærker det øjeblik, man tager skoen på og begynder at gå rundt i den.
Første runde i den nye sko bød på hele 27 huller. En lidt offensiv start og jeg kan ikke huske hvilken anden golfsko jeg har har prøvet, der har kunnet klare sådan en tur uden, at efterlade mine tæer og hæle med en souvenir i form af vabler og det der er værre.
Sålen er som på Ecco Street spikefri, men min oplevelse er, at man står fint fast på golfbanen alligevel.

Det er lykkedes mig, at teste skoen i regnvejr og selvom skoen ifølge producenten ikke skulle være 100% vandtæt har jeg ikke oplevet problemer med våde fødder.
Det skal dog med, at der kun har været tale om kortvarige byger og ikke vedvarende regn.

Ønsker man 100% vandtætte sko skal man nok kigge på et alternativ til Ecco Biom Hybrid – eksempelvis en sko med en Gore-Tex membran.
I kassen finder man, udover skoene, et ekstra sæt snørrebånd i en alternativ farve. Noget der gør det muligt, at variere skoens udtryk en smule. Til den sko jeg har testet får man et hvidt og et blåt snørrebånd med i købet.


Der er givetvis mange, der fortsat sværger til den traditionelle golfsko, men vægter man komfort højere end æstetik så tror jeg umiddelbart, at man får svært ved, at finde en mere relevant sko at prøve end denne.


Ecco Biom Hybrid kommer i 4 forskellige farver og den vejledende udsalgspris er kr. 1.399,-
Fordele:
Komfort i absolut topklasse
Spikeløs sål
Mulighed for at bruge dem både på og udenfor golfbanen
Ulemper:
Læderet kan være lidt vanskeligt at holde rent
Skoen er ikke 100% vandtæt
