Banen er besøgt: 20. April 2012

Da jeg startede denne side, var det blandt andet for, at give et alternativ til de gængse baneanmeldelser, der i min optik ofte maler et lidt for lyserødt billede af en besøgt bane.

Du kender dem sikkert godt – noget i stil med: Fantastisk velkomst i klubhuset, fantastisk bane, fantastisk golfburger og et løfte om snart at komme igen.

Problemet er nu, at jeg efter at have spillet Stensballegaard risikerer, at havne i selv samme klichéfyldte retorik.

Lad mig sige det med det samme: Banen ER fantastisk og det samme er klubhuset, servicen…. og golfburgeren.

Stensballegaard_klubhus

Under dagens besøg lykkedes det, at få spillet anlæggets 3 sløjfer Brakør, Elbæk og Guldbjerg.

Vi spillede først Brakør og dernæst Elbæk på vores 18 hullers runde og slutteligt Guldbjerg, for at få det hele med – noget jeg i øvrigt varmt kan anbefale.

Banen er designet af det amerikanske firma Von Hagge, Smelek and Baril, som også har Lyngbygaard på samvittigheden. Opgaven med at lave en golfbane på det flotte område ned til Horsens fjord er lykkedes til fulde.

Dette til trods for, at området er et “Særligt kulturhistorisk beskyttelsesområde”, hvilket betyder at terrænet ikke må reguleres mere end én meter i højden.

Stensballegaard_fra_klubhus

Men tag ikke blot mit ord for, at Von Hagge, Smelek og Baril er lykkedes med opgaven. Det amerikanske tidsskrift Golf Inc kårede Stensballegaard til at være Development of the Year i 2010.

Det er en hæder som Von Hagge, Smelek og Baril modtager for første gang trods det, at de tidligere har designet så fine baner som Les Bordes og Golf National i Frankrig, Anfi Tauro i Spanien og flere prominente baner i USA for at nævne nogle stykker.

Udover de 27 huller er der på anlægget også en rigtig fin driving range samt træningsfaciliteter som puttinggreens og indspilsområde.

Stensballegaard_drivingrange

Stensballegaard_bolde

Stensballegaard_puttinggreen

Stensballegaard_practise

Rangebolde er inkluderet i greenfee og med ovenstående træningsfaciliteter er der ingen undskyldning for ikke at være fuldt opvarmet når man går i gang med runden.

Kendetegnende for Stensballegaards bane er god plads fra tee og store og interessante greens. Bunkerne fortjener også en kommentar, da der på Stensballegaard er rigtig mange af dem og ingen af dem indeholder en rive.

Stensballegaard_bunkerinfo

Jeg må tilstå, at jeg var noget skeptisk i forhold til hvad de mange bunkers uden river ville gøre ved spiloplevelsen, men trods besøg i flere bunkers oplevede jeg faktisk ikke på noget tidspunkt at få et ekstraordinært dårligt leje.

Til gengæld synes jeg, at de mange bunkers udseende er rustikt og stilen er gennemført hele vejen rundt på anlægget. Det ser lidt linksagtigt ud – og det skal tages som et kompliment.

Stensballegaard_bunker

Hvad banen angår, er det desuden er det værd at nævne, at der er hele 5 teesteder på alle huller og banen kan således sættes op til, at spille over 7000 meter fra de bagerste teesteder.

De mange teesteder gør det muligt, at levere en god oplevelse for både juniorer, damer og herrer for ikke at tale om pro’erne som også vil blive godt udfordret fra backtee.

I min gennemgang af hullerne vil jeg denne gang plukke lidt og kun omtale nogle enkelte huller. Vil dog sige, at der ud af de 27 huller for mig kun er et enkelt hul der skiller sig lidt negativt ud.

Hulforløb

Hul 1 på Brakør sløjfen er et stærkt par-5 hul på hele 523 meter fra gul tee. Der er bunkers i både højre og venstre i drivet og så ellers hele vejen op i venstre side af fairway samt foran green. Et fair men voksent åbningshul på Brakørsløjfen.

Stensballegaard_hul1

Hul 3 på Brakør er et fint, men også udfordrende par-4 hul på 340 meter som doglegger næsten 90 grader efter drivet. Hullet spiller ned ad bakke så placerer man drivet korrekt får man en del meter forærende.

Indspillet kræver dog stadig sin mand (eller dame) med både vand og bunkers i spil.

Stensballegaard_hul3

Stensballegaard_hul3_green

Hul 5 på Brakør er et 143 meter par-3 hul der spiller ned mod Horsens Fjord. Udsigten taler for sig selv og udfordringen her er primært niveauforskellen og vinden der synes, at komme fra forskellige retninger nede ved vandet.

Stensballegaard_hul5

Stensballegaard_teemarker

Forni afsluttes med endnu et stærkt par-5 hul – denne gang på 479 meter. Hullet har skov i højre side og vand i spil i andetslaget såvel som i indspillet til greenen.

Greenen giver mulighed for en gusten “søndagsplacering” til venstre – men den var vi heldigvis forskånet for under vores besøg.

Stensballegaard_hul9

Stensballegaard_hul9_green

Hul 3 på Elbæk – dvs. vores 12. hul på runden – er et halvlangt par-3 hul på 158 meter som spiller sin fulde længde da bolden skal flyves hele vejen til green.

Da vi spillede hullet var teestedet rykket lidt tilbage og vinden direkte ind i ansigtet hvilket gjorde hullet til noget af en udfordring.

Stensballegaard_hul12

Slår man i vandet er der indrettet en dropzone hvorfra kampen mod hullet kan genoptages.

Stensballegaard_hul12_dropzone

Hul 6 på Elbæk er et fint par-5 hul på 483 meter. Der er god plads til at tage i mod drivet og som på flere af banens øvrige huller lagt op til at man kan spille hullet på forskellige måder. Det taktiske aspekt er noget af det, der gør designet godt på Stensballegaard.

Greenområdet som du kan se herunder byder på vand i venstre side og flere bunkers både til højre og bagved green.

Stensballegaard_hul15

Elbæk afsluttes med et par-4 hul på 342 meter med OoB i venstre side og vand i højre hele vejen op langs fairway. Det er et spændende afslutningshul, der stiller store krav til præcision både i drivet og indspillet til green, hvor man afhængig af pinplacering risikerer, at skulle slå ind over vandet til en relativt smal green.

Stensballegaard_hul18

Guldbjergsløjfen, som vi fik spillet efter en god pause i klubhuset, starter ud med et par-4 hul på 347 meter. Et forholdsvis overkommeligt hul hvor greenen er største udfordring da denne er lang men relativt smal.

Stensballegaard_hul19

Hul 5 på Guldbjerg er et velvoksent par-4 hul på 385 meter som alle spiller op ad bakke. Der er hele 16 bunkers på hullet og dem man risikerer at møde i drivet, koster næsten med sikkerhed et slag at lande i.

Stensballegaard_hul23

Hul 7, 8 og 9 på Guldbjergsløjfen ligger isoleret og oppe på et plateau i skoven. Gåturen derop giver sved på panden, men udsigten fra hul 9 er alene alle anstrengelserne værd.

Inden da skal man dog lige have navigeret sig igennem hul 7, som er et kort og lidt specielt par-4 hul blot 251 meter som doglegger 90 grader mod højre efter ca. 150 meter.

Stensballegaard_hul25

Et kig tilbage mod tee.

Stensballegaard_hul25_mod_tee

Hul 9 på Guldbjerg er et kapitel for sig selv. Teestedet er hele 52 meter over greenens niveau og man har et sublimt kig ud over Horsens by og de 535 meters golf der skal spilles inden sløjfen er afsluttet.

Der er fin plads til driveren og med vinden i ryggen og den markante højdeforskel, kan den langtslående sagtens nå par-5 hullet i 2 slag.

Stensballegaard_hul27

Stensballegaard_hul27_green

Stensballegaard_hul27_indspil

Konklusion

Stensballegaard er et fremragende anlæg. Designet af banen er noget af det bedste jeg har set i Danmark og det er vanskeligt, at finde noget at kritisere.

Der er for mig at se 26 rigtig stærke huller på banen og kun hul 7 på Guldbjerg skiller sig lidt ud.

Der er meget strategi indbygget i layoutet af banen og der er ofte flere måder at spille hullerne på, hvilket er en klar styrke.

Den oplevede stand på banen er for årstiden flot og jeg kan kun forestille mig, at den bliver endnu bedre når vi kommer hen på sommeren.

Klichéfyldt eller ej – vil jeg nemt kunne anbefale banen til fremtidige gæster og kan sagtens se mig selv returnere i nær fremtid.

Stensballegaard er en af de absolut bedste baner jeg har spillet til dato.

Samlet vurdering af Stensballegaard Golf

En Eagle!